Da Danmark mødte Tjekkiet i Baku, fik en dansk fan frataget sit regnbueflag på tribunen. Efterfølgende har UEFA udtalt, at den pågældende far var ‘meget beruset i situationen’, skriver bold.dk.
LÆS OGSÅ: Hjulmand storroser Delaney: “Han bidrager med utrolig meget”
UEFA’s forklaring er dog efterfølgende blevet afvist af både DBU og tilskueren Kristoffer Føns. Nu ser det ud til, at sagen endnu ikke er helt lukket.
Ifølge Sky Sports har UEFA nemlig igangsat en undersøgelse af forløbet, som har fået stor international opmærksomhed. Det er derfor ikke blot danske fans, der har klaget over det faktum, at Kristoffer Føns fik frataget sit flag.
UEFA holder dog fast i, at det ikke var en UEFA-vagt, der konfiskerede regnbueflaget i Baku.
“UEFA har aldrig instrueret vagter i Baku – eller noget andet stadion – i at konfiskere regnbue-flag,” oplyser UEFA ifølge Sky Sports.
“Så snart UEFA blev gjort opmærksom på hændelsen, kontaktede vi den UEFA-delegerede og sikkerhedsofficeren på stadion for at undersøge og afklare problemet med de lokale vagter. Vi blev efter kampen informeret om, at flaget var blevet returneret til dets ejer.”
“Regnbueflaget er et symbol, der indkapsler UEFA’s kerneværdier, der fremmer alt, hvad vi tror på – et mere retfærdigt og ligeværdigt samfund over for alle, og UEFA har sørget for, at flaget er blevet returneret til tilskueren.”
UEFA har tidligere mødt modstand ved dette års EM, da de nægtede at tillade Tyskland at lyse Allianz Arena op i regnbuefarver til kampen mod Ungarn.
LÆS OGSÅ: Dembélé og Griezmann beskyldes for racisme
Derudover åbnede de også en sag mod Manuel Neuers regnbuefarvede anførerbind. Det er dog en sag, der hurtigt endte med at blive droppet igen.