Hvornår vil du helst på stadion og heppe på dit yndlingshold i Superligaen? Sensommeren? Efteråret? Vinteren? Foråret?

Hvis du foretrækker de kolde måneder, er der godt nyt – men hvis du ikke er så meget til kulde, beklager jeg at måtte være budbringeren at skidt nyt.

En ny kampkalender for international fodbold betyder nemlig, at Superligaens og pokalturneringens kalender står til en ændring. Det kan betyde, at vi allerede fra 2025 skal indstille os på at heppe på lægterne allerede i januar.

Tipsbladet erfarer fra flere sider, at Superliga-klubberne og Divisionsforeningen lige nu ser nærmere på en alternativ kampkalender, der kan flytte Superliga-kampe, pokalkampe eller begge dele, og i et af scenarierne skal der spilles kampe allerede i januar – faktisk så tidligt som d. 17 januar 2025.

De internationale ændringer

Grunden til, at vi altså muligvis skal købe ekstra godt skiundertøj til 2024/2025-sæsonen er, at Champions LEague og Europa League ændrer format fra sommeren 2024.

Her bliver begge turneringer udvidet til 36 klubber, som så skal spille otte runder i én stor liga i stedet for det velkendte gruppespil med seks runder.

En presset kalender og hensyn til andre turneringer betyder, at både Champions Leagues og Europa Leagues spillerunde syv og otte skal spilles i de sidste ti dage i januar 2025.

Superligaen starter typisk op efter vinterpausen i den tredje weekend af februar, men da der er ambitioner fra flere danske klubber om at skulle spille europæisk, kan det altså allerede blive nødvendigt med Superliga-kampe i januar.

Det er vigtigt at understrege, at der altså ikke er noget, der er besluttet endnu. Det er derfor ikke sikkert, d. 17. januar reelt kommer i spil, når den nye kalender falder på plads.