Mandag aften stod OB og Vejle overfor hinanden i en afgørende kamp i bunden af 3F Superligaen. Det var en direkte duel om vigtige point for at undgå nedrykning.

Vejle, der inden kampen lå to point bag OB, ville med et nederlag stå i en ekstrem vanskelig situation med fem point op til stregen. Omvendt ville en sejr sende dem to point foran OB, så kampen var næsten en vind-eller-forsvind-kamp for de røde fra Nørreskoven.

Vejle endte med at trække det længste strå med en 3-2 sejr, hvilket nu har sendt OB under nedrykningsstregen.

Kampen bød på drama fra start til slut.

OB kom først på tavlen efter et dybdeløb af Max Fenger, der elegant sendte bolden over Vejles målmand, Nathan Trott, der ikke så alt for godt ud i situationen.

Vejles comeback blev hurtigt sat i værk af den tidligere OB-spiller, Musa Juwara, der udnyttede en hurtig og lang aflevering, der måske burde været clearet af OBs forsvar. Så stod der 1-1 kun 77 sekunder efter OB havde bragt sig foran.

Anden halvleg bød på mere forsigtigt spil fra begge hold, dog med OB som det mest angrebsivrige. Trods flere store chancer til fynboerne, var det Vejle, der effektivt udnyttede deres få muligheder.

German Onugkha bragte hjemmeholdet foran 2-1 efter et præcis indlæg, der dog skulle igennem en VAR-gennemgang inden godkendelsen. Senere cementerede Dimitrios Emmanouilidis Vejles sejr med et mål til 3-1.

OBs Luca Kjerrumgaard reducerede i overtiden, men det var ikke nok til at ændre på udfaldet.