Der skulle være seks Premier League-klubber blandt stiftelsen af den såkaldte Super League. Det er som bekendt en nyhed, der har taget fodbolden med storm, og det er såmænd også en nyhed, som er blevet mødt af – mildest talt – massiv modstand fra alle hjørner.

Det er blevet Evertons tur til at melde sig på banen, hvilket kommer i form af en eksplosiv udtalelse. De bliver dermed den første klub i Premier League, der får ytret sin mening om Super League.

De har nemlig taget teten i en fælles meddelelse, hvori de revser de seks storklubber. De mener, at de er egoistiske og respektløse over for klubbernes respektive fans, der har støttet dem i tykt og tyndt. Ikke nok med det, så mener Everton også, at de ligeså er respektløse over for fodbolden og medklubber.

“Everton er triste og skuffede over at se et forslag om en udbryderliga, som er skubbet frem af seks klubber, skriver Everton.

“Seks klubber handler udelukkende i deres egne interesser. Seks klubber ødelægger omdømmet på vores liga og spil. Seks klubber vælger at være respektløse over for alle klubber, som de sidder sammen med rundt om Premier League-bordet. Seks klubber tager for givet og forråder endda flertallet af fodboldfans i hele vores land og udenfor.”

Evertons meddelelse går derefter over i at snakke om klubbernes uhyggelige arrogance, og de bønfalder dem om, at de genoverveje at trække forslaget tilbage.

“Denne uhyggelige arrogance er ikke ønsket nogen steder i fodbold uden for de klubber, der har udarbejdet denne plan. På vegne af alle tilknyttet Everton beder vi med respekt om, at forslaget straks trækkes tilbage, og at de private møder og undergravende praksis, der har bragt vores smukke spil til muligvis dets laveste position nogensinde med hensyn til tillid, ophører nu.”

“Endelig vil vi bede ejerne, formændene og bestyrelsesmedlemmerne i de seks klubber om at huske den privilegerede stilling, de besidder – ikke kun som ledere af deres klubber, men også som vogtere af spillet. Det ansvar, de bærer, bør tages alvorligt.”

author avatar
Mathias Busekist