En af sommerens helt store transferhistorier har nu fået afsløret en væsentlig detalje.

En ting er, at det skabte overskrifter, at engelske Harry Kane skiftede fra Tottenham Hotspur til de 33-dobbelte tyske mestre Bayern München, men mange var nok lige så interesseret i, hvad klubben faktisk måtte slippe for at få fingrene i ham.

I medierne er der blevet spekuleret vidt og bredt i, hvad Kane mon var værd i den opsigtsvækkende handel, og beløbet 850 millioner kroner (uden bonusser og klausuler) er blevet ved med at vende tilbage.

Nu har Bayern München-bossen Uli Hoeness så afsløret, hvad klubben faktisk måtte slippe for at få den engelske landsholdsanfører til det sydtyske, og det viser sig, at medierne ikke var helt skævt på den.

Ifølge Hoeness endte Bayern nemlig med at betale tæt på 800 millioner kroner for stjernen – igen uden eventuelle bonusser og klausuler medregnet.

Jagten på mesterskabet

Har man fulgt med i tysk fodbold de seneste år, har det været svært at overse den magtfaktor, Bayern München har været.

For af de 33 tyske mesterskaber, klubben kan prale med, er de 11 af dem nemlig kommet i træk de sidste sæsoner. Der har således ikke været en anden tysk mester end Bayern München siden 2012.

Sidste sæson var der dog drama helt til sidste spillerunde. Dortmund kunne nemlig sikre sig mesterskabet med en sejr over Mainz 05, men endte med kun at spille 2-2.

Derfor kunne Bayern med en sejr gå forbi Dortmund, og det startede da også godt ud med en føring på udebane mod FC Köln allerede efter 8 minutters spilletid.

Köln udlignede imidlertid efter 81 minutter, men så dukkede Jamal Musiala op og sikrede Bayern München sejren med en scoring i det 89. minut.