Mauricio Pochettino rygtes til Manchester United, men angiveligt har han blikket rettet mod en anden Premier League-klub.

I lang tid har der været forlydender om, at Manchester United vil forsøge at hente Mauricio Pochettino til Old Trafford til sommer.

De Røde Djævle er nemlig på udkig efter en permanent træner, der kan tage over efter Ralf Rangnick, som blev hentet ind som midlertidig afløser for Ole Gunnar Solskjær.

Nu lyder det dog, at Manchester United ikke skal have de store forventninger om at hente den argentinske træner. Derimod ønsker Pochettino at placere sig i trænersædet i en anden Premier League-klub.

Ifølge talkSPORT er den argentinske træner nemlig meget ivrig efter at vende retur til Tottenham, hvor han ønsker at få en ny chance.

På nuværende tidspunkt står han i spidsen for Ligue 1-klubben Paris Saint-Germain. Egentlig har han kontrakt med den franske klub frem til sommeren 2023, men det forventes, at han forlader klubben til sommer.

Det betyder, at PSG vil være nødt til at se sig om efter en afløser for Pochettino. I denne forbindelse skulle de angiveligt have et godt øje til den franske fodboldlegende Zinedine Zidane.

Der er dog fortsat endnu intet, der er blevet bekræftet, hvorfor det ikke kan udelukkes, at Pochettino bliver i klubben.