FC Barcelona har store planer for det kommende transfervindue, hvor der er en klar forventning om, at der bliver hentet flere nye spillere til klubben.

En af de spillere, der i lang tid har været på radaren i den spanske klub, er den brasilianske kantspiller Raphinha. Han tørner for tiden ud for Leeds i Premier League.

Den engelske klub kæmper dog for at holde sig oppe i Premier League. Det kan dog ende med, at de rykker ned, og skulle dette ske, er Barcelona klar til at udnytte det. Det skriver FourFourTwo.

Angiveligt skulle Raphinha nemlig have en klausul i sin kontrakt, der medfører, at såfremt Leeds rykker ned fra Premier League, kan han købes fri for 25 millioner pund, hvilket svarer til ca. 220 millioner kroner.

Det er dog ikke garanteret, at Barcelona kan hente ham til denne pris. Det er nemlig endnu ikke sikkert, at Leeds ender med at rykke ned fra den bedste engelske række.

Såfremt de ikke formår at holde sig oppe, er der dog også en god chance for, at der kommer til at være kamp om Raphinha. Det vil sige, at Barcelona næppe kommer til at være den eneste klub, der vil forsøge at udnytte hans klausul.

Med andre ord, så kan der være lagt op til en transferkrig, hvis Leeds ender med at rykke, da Raphinha i dette tilfælde skulle være indstillet på at forlade klubben.