I løbet af de seneste måneder er Barcelona blevet sat i forbindelse med flere spillere. Nu er endnu et navn blevet tilføjet til listen.

Xavi har et stort ønske om at styrke flere positioner til sommer. Af denne grund er FC Barcelona blevet kædet sammen med en lang række spillere i løbet af de seneste måneder.

I og med, at den spanske klub fortsat er hårdt ramt på økonomien, er det dog begrænset, hvilke muligheder de har, når det kommer til at foretage indkøb.

Som følge af dette, har de primært fokus på at hente spillere på fri transfer. Men de har dog også kig flere yngre talenter, som de har mulighed for at udvikle.

Blandt andet er de blevet kædet sammen med Bayer Leverkusen-talentet Florian Wirtz, som er åben for at acceptere et tilbud fra den catalanske klub, skriver SPORT.

Den 19-årige Wirtz har dog en pris, der gør, at det kan blive svært for Barcelona at hente ham til sommer. Ifølge Transfermarkt har han en markedsværdi på 70 mio. euro, men prisen kan blive endnu højere.

Desuden har han kontrakt med Leverkusen frem til juni 2027. Den tyske klub har derfor ikke travlt med at sælge den unge midtbanespiller, selvom de vil kunne indkassere et stort beløb.