Avis: United, Liverpool og Arsenal vil have dansk kantspiller

Redaktionen — 17. jul 2019 19:02

Dortmunds 20-årige kantspiller Jacob Bruun Larsen er angiveligt på ønskelisten hos Arsenal og Manchester United. Danskerens prisskilt skulle ligge på cirka 125 millioner kroner. 

Jacob Bruun Larsen har imponeret i den forgangne sæson hos Borussia Dortmund, hvor den 20-årige danske U21-landsholdspiller fik sit gennembrud med 30 kampe for tyskerne. Den hurtige kantspiller fik 17 kampe fra start i Bundesligaen og scorede tre mål. Nu skriver The Sun, at danskeren skulle være på ønskelisten hos engelske storklubber som Manchester United, Liverpool og Arsenal. 

Jacob Bruun Larsen kom til Dortmund i 2015, hvor han var blevet scoutet af klubbens daværende talentspejder Sven Mislinat, som siden skiftede til Arsenal, hvor han skulle have udpeget danskeren som et emne(Mislinat er i dag i Stuttgart). Ligeledes nåede Jürgen Klopp akkurat at stifte bekendtskab med kantspilleren, der kom til Dortmund nogle måneder inden tyskeren tog til Liverpool. Hos Manchester United vil danskeren også passe til manager Ole Gunnar Solskjærs strategi om at satse på unge spillere, der kan videreudvikles i klubben. 

Bruun Larsen var 16 år, da han tog til Tyskland, og som den engelske avis skriver, var Everton også interesserede i ham på det tidspunkt. Hans nuværende prisskilt ligger angiveligt på cirka 125 millioner kroner. I forrige sæson var han udlejet til Stuttgart, men vendte tilbage til Dortmund i 2018 og fik blandt andet sin debut i Champions League, hvor han scorede i 3-0-sejren over Monaco i gruppespillet. 

Jacob Bruun Larsen fik debut på det danske seniorlandshold i marts måned, da han var i startopstillingen i venskabskampen mod Kosovo. Han var også med til U21-EM, hvor Danmark forleden røg ud i gruppespillet. Men på trods af det tidlige exit, fik kantspilleren vist lidt af sine kvaliteter, da han scorede et imponerede mål mod Serbien. 

Bruun Larsens kontrakt med Borussia Dortmund udløber i 2021. 

Andre læser

Kommentarer

  1. Der er intet indhold

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg Fodboldnyheder

Partnere