Brøndbys klubejer Jan Bech Andersen mener, at pressen er skyld i, at Ebbe Sand ikke længere er i klubben, der netop har præsenteret Carsten V. Jensen som fodbolddirektør.

Ebbe Sand sagde for nylig op i Brøndby, efter at han havde mistet sin stilling som sportschef. Men ifølge bestyrelsesformand Jan Bech Andersen var det planen, at Ebbe Sand skulle skifte over i en ny stilling i Brøndbys ungdomsafdeling, efter at Carsten V. Jensen er tiltrådt som fodbolddirektør. 

Men den danske presse bærer en del af skylden for, at det ikke kom til at ske, siger klubejeren i et interview med BT. 

”Selvfølgelig er det fuldstændig urimeligt, at en journalist løber med en flig af noget og gør ham (Ebbe Sand, red.) til ‘færdig’ på forsiden af en avis. Det er fuldstændig utilgiveligt, urimeligt og på grænsen til uetisk. Men sådan er det. Det må vi forholde os til. Vi kan af gode grunde ikke som klub melde noget ud, som ikke er konkret. Jeg havde også meget gerne set ham her ved siden af os. Det havde hele bestyrelsen og hele den sportslige sektor også,” siger Jan Bech Andersen og indikerer, at Ebbe Sand var blevet i klubben, hvis ikke Brøndbys samtaler med Carsten V. Jensen – før hans tiltrædelse – var endt på forsiderne. 

BT spørger i interviewet, om ikke Ebbe Sand sagde op, fordi klubben havde talt med en anden kandidat til hans job, uden at han blev informeret. 

”Jeg har kendt CV i mange år, og vi har haft løbende kaffemøder og samtaler omkring, hvordan tingene er i dansk fodbold, og vi kan gøre hinanden bedre og udvikle hinanden som klubber. Så opstod der nogle muligheder, og dem har vi forfulgt. Hvis vi skulle informere folk hele vejen rundt, hver gang vi har et møde med folk ude i byen, var der mange informationer, der gik rundt. Husk på, at vi er en børsnoteret virksomhed, som har en oplysningspligt, hver gang der sker noget markant.”

Jan Bech Andersen siger, at Carsten V. Jensens job som fodbolddirektør var en nyoprettet stilling, og Ebbe Sand var fortsat tiltænkt som en del af teamet.