D. 8. oktober spillede FCK og AGF 1-1 på Ceres Park i Aarhus.

Det er ikke som sådan en nyhed, i hvert fald ikke en, der bliver husket særligt længe.

Hvad der imidlertid nok vil blive snakket noget mere om, er det efterspil, kampen endte med at få.

Både FCK og AGF er nemlig blevet idømt bøder, fordi deres tilhængere affyrede pyroteknik, og det er ikke småpenge, vi taler om.

AGF Fodbold skal af med 50.000 kroner, fordi der blev antændt 35 stk. pyroteknik.

FCK skal derimod af med hele 225.ooo kroner, fordi klubbens tilhængere affyrede 40 stk. pyroteknik og opførte sig truende og aggressivt overfor vagter og personale. Samtidig fårklubben heller ikke tildelt et udebaneafsnit til kampen mod Randers FC d. 5. november.

Det fremgår af DBU’s Disciplinærinstans’ afgørelser fra kampen.

22. gang på 12 måneder

Det er 22. gang på bare 12 måneder, at FCK får en straf for, at deres tilhængere antænder pyroteknik eller begår andre forseelser.

I AGF’s tilfælde er det tiende gang i løbet af lige så mange måneder.

Begge klubberne har nu mulighed for at klage over afgørelsen til Fodboldens Appelinstans. Det har de 14 dage til at vurdere, om de vil.

For FCK står det dog fast, at fratagelsen af udebaneafsnittet til kampen d. 5. november står ved magt.