Pep Guardiola bliver motiveret af at have fjender og folk, der hader ham, fortæller City-manageren. 

Pep Guardiola har brug for de folk, der ikke bryder sig om ham, fordi han er manager for det bedste hold i Premier League. Ligeledes bliver spanieren motiveret, når han bliver kritiseret for ikke at have vundet Champions League, siden han var træner i Barcelona. Det fortæller han i et interview med Gol. 

”Jeg har brug for fjender, som hader mig, da fodbold handler om hævn og et forsøg på at overgå sig selv. Det samme gælder for spillerne. Jeg vil give, hvad som helst for at vinde Champions League, men der er syv meget svære kampe, som også afhænger af små faktorer,” siger den 48-årige fodboldtræner. 

I ligaen er det anderledes, mener han. Man vinder en kamp, og så er man allerede forberedt på den næste kamp. 

”Selvfølgelig var jeg misundelig på Liverpool og Tottenham. Jeg ville have elsket at have været der, men de fortjente det,” siger Guardiola med henvisning til finalen i Champions League i den forgangne sæon, hvor Liverpool vandt trofæet efter en 2-0-sejr over Londonklubben. 

Manchester City er ofte blevet kritiseret for at have købt sig til succes, og den tidligere Barcelona-spiller erkender da også, at penge har været en væsentlig faktor. 

”Vi ville ikke være, hvor vi er i dag, hvis vi ikke havde investeret. Men Chelseas gjorde det samme. Real Madrid har allerede brugt 300 millioner euro denne sommer, og Barcelona har købt mange spillere for mere end 100 millioner euro. Da jeg kom til City, havde vi behov for at købe spillere. Vores centrale forsvarsspillere var 34 år, og vi havde brug for nogle yngre spillere,” forklarer han til Gol, hvor Pep Guardiola også kommer ind på, hvordan hans fremtid ser ud som træner på længere sigt. 

”Jeg vil gerne være træner ved VM, da det minder mig om Champions League. Men her er fordelen, at du har mere end 400 spillere at vælge imellem.”