Daniel Wass har ikke meget til overs for Viaplay-ekspertens udtalelser.

Den tidligere landsholdsstjerne lægger ikke fingre imellem i et hudløst ærligt interview, der så dagens lys i kølvandet på Brøndbys udesejr over FC København sent søndag eftermiddag.

Han lægger nemlig ikke skjul på, at Brøndby fik lukket munden på diverse fodboldeksperter efter de lagde vejen forbi Parken og trak sig sejrsrigt ud af opgøret med 1-0.

Og det faldt da også på et tørt sted for Brøndby, der i øjeblikket kæmper lidt med det.

Men i går havde Jesper Sørensen valgt at spille med fem i bagkæden, og det gav hurtigt pote.

Brøndby-stjernen Daniel Wass var efter kampen glad for sejren, men helt bestemt også glad for at få lukket munden på særligt én fodboldekspert fra Viaplay:

“Vi har fået meget røg. I (Viaplay, red.) har også en ekspert, der er meget efter os”, lød det fra Brøndbys midtbaneprofil inden han fortsatte:

“Så jeg glæder mig til at høre, hvad han har at sige, når han skyder i øst og vest hele tiden. Det er dejligt at vinde her og bevise – specielt jeres eksperter – at vi stadig er et godt hold”.

Daniel Wass ønskede ikke at løfte sløret for hvem der var tale om.