AGFs Jens Stage krydser fingre for, at han bliver udtaget til den trup, der skal spille U21-EM for Danmark. Han lærer meget af at være med, siger han, men føler sig ikke sikker på udtagelse.

AGF og Jens Stage er inde i en stime med seks sejre i træk i Superligaens slutspil, og det aarhusianske mandskab kan være på vej til at spille sig i europæisk fodbold. Men klubbens 22-årige viceanfører har også ambitioner om at komme med i truppen til U21-EM, som ulandstræner Niels Frederiksen udtager inden længe. Det fortæller Jens Stage i et interview med tipsbladet.dk.

”Det vil betyde en masse. Jeg har det som et mål og håber, at det kan lade sig gøre. Lige nu er der ikke så meget at gøre udover at klø på. Det stemmer heldigvis godt overens med, hvad klubbens ambitioner er, og hvad mine egne ambitioner for klubben er. Det er at vinde nogle fodboldkampe og se, om vi kan spille os i Europa. Det vil også gøre mine forudsætninger for at komme med til EM til sommer bedre,” siger midtbanespilleren. 

Jens Stage fortæller, at hans mavefornemmelse er usikker – det er ”50/50” om han bliver udtaget, tror han. Han var med U21-landsholdet i efteråret 2018 og til yderligere to landsholdsamlinger i januar og marts, men ellers er hans erfaringer med ungdomslandshold begrænset til en kamp med U18-landsholdet i 2014. Det har i det hele taget været en stor omvæltninger at tage et par store spring i karrieren og nu til U21-landsholdet, som han har foretaget, siden han spillede ungdomsfodbold i Brabrand, fortæller han. Han er glad for den erfaring, han tager med til AGF fra landsholdssamlingerne. 

”Jeg er megaglad for at være med. Mange af dem er udlandsprofessionelle og har et højt niveau og leverer teknisk til træning hver dag. Jeg står måske for noget fandenivoldskhed, hvilket jeg også gør her, og det prøver jeg at tage med til truppen. Men det tekniske niveau, som bliver leveret til de landsholdssamlinger, er enormt, og jeg er nødt til at være helt oppe på dupperne for at være med og prøve at tage noget med tilbage til AGF,” siger Jens Stage til Tipsbladet. 

Bruttotruppen til U21-EM bliver udtaget den 20 maj.