Jürgen Klopp mener ikke, at det behøver at blive en ulempe for Liverpool, at de i går mistede førstepladsen til Manchester City.

Da Liverpool søndag spillede 0-0 i lokalopgøret mod Everton på Goodison Park, måtte klubben se sig overhalet i tabellen af Manchester City, der lørdag vandt 1-0 ude mod Bournemouth. Dermed er Liverpool for første gang siden 7 december ikke foran City i titelræset.

Men den realitet er ikke noget Jürgen Klopp ligger søvnløs over, som Liverpool-manageren fortalte ifølge BBC Sport. 

”Hvem har lyst til at ligge nummer 1 i begyndelsen af marts? Det er da rart, men der er masser af kampe. Jeg har det helt fint med at skulle jagte(City). Nu er det os, der jagter, og så er presset på City. Vi vil kæmpe om hver bold indtil sidste fløjt i sidste runde af sæsonen. Presset var i forvejen på City, fordi det forventes, at de genvinder titlen,” siger tyskeren. 

Den uafgjorte nullert mod Everton var tredje gang, at Liverpool er gået fra banen uden at score i de sidste fire kampe, og som BBC skriver, brændte Mohamed Salah to store chancer i opgøret. 

”Jeg ved godt, hvad fodboldkommentatorerne i studiet vil sige. At man er nødt til at være afgørende  i de her situationer, men for at få succes i fodbold skal man være stabil, og vi var det bedste hold på banen. Vi havde fem eller seks store chancer, men Jordan Pickford eller en forsvarsspiller kom i vejen. Jeg mener ikke, at de(Everton) havde reelle chancer. Det var ikke perfekt, men godt nok. At få et point fra Everton er altid en slags succes, da det er vores sværeste udekamp i sæsonen,” mener Klopp. 

I næste runde af Premier League møder Liverpool Burnley hjemme, mens Manchester City møder Watford i egen hule.