Timo Werner fra RB Leipzig skulle være et emne i Liverpool, som ifølge tysk medie har taget kontakt til tyskerne for at forhøre sig om spilleren.

RB Leipzigs 23-årige tyske angriber, Timo Werner, har gjort sig bemærket i denne sæson – med foreløbig 11 mål i Bundesligaen – som en spiller, der kan være interessant for europæiske storklubber.

Ifølge Bild via Liverpool Echo er de røde fra Merseyside en af de klubber. Repræsentanter fra Liverpool skulle have taget kontakt til RB Leipzig for at forhøre sig om spillerens markedsværdi og situation hos tyskerne, der i øjeblikket ligger nummer tre i Bundesligaen. 

Leipzig skulle på den anden side være forhippet på at sikre sig spillerens underskrift på en ny kontrakt til en værdi af 45 millioner kroner om året. 

Som Caughtoffside skriver, så mangler Liverpool stadig en mere traditionel angriber i truppen, hvor Firmino er blevet brugt i midten af angrebet som en slags falsk 9’er til at servicere Salah og Mane. 

Ifølge Transfermarkt ligger Werners markedsværdi på omkring 500 millioner kroner, og af andre bejlere findes også Bayern München, som skulle have set sig lun på hans egenskaber. 

Liverpool har dog ikke været bleg for at bruge store beløb på spillere de seneste par år. Klubbens forsvarsgeneral, Virgil van Dijk, blev hentet i Southampton for 630 millioner kroner i januar sidste år, mens den brasilianske målmand, Alisson, blev hentet i sommer for knapt 540 millioner kroner. 

RB Leipzig blev grundlagt som klub i 2009, da Red Bull opkøbte licensen fra SSV Markranstädt. Energidrik-giganten har investeret stort i klubben.

RB Leipzig rykkede op i Bundesligaen i 2017 og blev nummer to i ligaen samme år, kun overgået af Bayern München. En sæson, der sikrede klubben sin første tur i Champions League. Der kommer i gennemsnit cirka 40.000 tilskuere til kampene hjemme på Red Bull Arena.