Alexis Sanchez og Marcos Rojo har begge haft en dårlig sæson i Manchester United og ser ud til at være på vej væk. Men det kan blive meget dyrt for klubben at slippe af med dem. 

Da Alexis Sanchez skiftede fra Arsenal til Manchester United i januar 2018, var han stadig en profil. Men chilenerens ophold i klubben har været alt andet end en succes. Mirror skriver, at Sanchez og en anden spiller, der har kommet i overskud i United, nemlig forsvarsspilleren Marcos Rojo, formentlig er fortid i klubben til sommer. Ingen af parterne indgår i manager Ole Gunnar Solskjærs fremtidsplaner. 

Alexis Sanchez er kun startet inde i fem kampe under nordmanden, hvor kun tre har været ligakampe, og angriberen har lignet en skygge af sit tidligere selv. Argentinske Rojo har set endnu færre minutter. Begge spillere skal finde nye klubber til sommer, skriver det engelske medie, og United skulle være så desperate for at komme af med dem, at man er villig til at betale millioner for at ophæve deres kontrakter. 

Marcos Rojo har to år tilbage af sin kontrakt, hvor han får 1,2 millioner kroner om ugen. Spilleren vil ifølge Mirror kræve omkring 50 millioner for at løsrive sig fra sin kontrakt. Hvad Alexis Sanchez angår, bliver en afsked med United endnu dyrere for klubben, såfremt der ikke kommer en køber og lægger et bud. Angriberen får cirka 4,3 millioner kroner om ugen i løn. 

En kilde med insiderviden fra klubben skulle have sagt til The Sun, at der vil være et par spillere, som klubben bliver nødt til at betale for at slippe af med til sommer. Manchester United skulle allerede nu have kalkuleret med de udgifter, når klubben skal finde frem til et transferbudget til sommer.