Der skal ske forbedringer på banen i næste sæson i Manchester United, understreger Scott McTominay, der tror på, at Ole Gunnar Solskjær er den rette manager for holdet. 

Scott McTominay tror på, at Ole Gunnar Solskjær er den rette manager for klubben på trods af den nedtur, holdet er ramt ind efter en indledningsvis god periode, da nordmanden kom til i december måned. United slutter uden for top-4 og dermed uden at deltage i Champions League i næste sæson. Men Solskjær bringer masser af gode elementer til truppen, ifølge den 22-årige midtbanespiller. 

”Han er en legende både på- og uden for banen, og han er en gennemført United-mand. Han smiler, højner holdets moral og er en indpisker for alle, selvom mange har været lidt nede efter en række dårlige resultater,” siger den skotske landsholdsspiller i et interview med United Review.

”Men hvis vi ikke får skabt resultater, skal der ske forandringer, og det er med dette i tankerne, at Ole arbejder. Som man kunne se i begyndelsen, var det utroligt, hvad han og trænerstaben satte i gang. Spillerne var fulde af selvtillid, og der vil altid være perioder på en sæson, hvor det går mindre godt, men i fodbold handler det om at bevare stabiliteten.”

I denne sæson har der været for mange kampe, hvor holdet kun har spillet godt i en halv time eller en halvleg. I næste sæson skal der andre boller på suppen, pointerer McTominay.

”Vi skal stå sammen og genopbygge. Vi skal spille godt i 90 minutter og i hele sæsonen,” siger han. 

Scott McTominay har fået ros for sine præstationer i United-trøjen på det seneste, og for ham handler det i øjeblikket om at bevare sin plads i startopstillingen, siger han. Men derudover lytter han ikke så meget til, hvad medierne skriver. 

”De eneste, jeg for alvor lytter til, er min manager, mine trænere, mine holdkamerater og min familie og venner. Alle i klubben er min familie, men der er meget støj uden for, som kan distrahere en og få dig af sporet. Karakterer (i medierne) og den slags er jeg ikke så interesseret i.”