Armenske Henrikh Mkhitaryan kommer ikke til at spille Europa League-finale for Arsenal i Azerbaijan, da han frygter for sin sikkerhed. 

Der er et anstrengt politisk forhold mellem de to nabolande Armenien og Azerbaijan, som flere gange har resulteret i militære konflikter. På grund af den anspændte situation har Arsenals 30-årige armenske angriber Henrik Mkhitaryan nu meldt ud, at han ikke kommer til at deltage i Europa League-finalen mod Chelsea, som spilles i Azerbaijans hovedstad Baku den 29 maj. 

”Alle muligheder er blevet overvejet, og vi er nået frem til den hårde beslutning om, at jeg ikke rejser med truppen til Europa League-finalen. Det er den type kamp, man sjældent får mulighed for at spille, og jeg må indrømme, at det gør mig ondt, at jeg skal gå glip af den,” siger Mkhitaryan ifølge BBC Sport. 

Arsenal skriver desuden på sin hjemmeside, at klubben har skrevet til UEFA for at gøre opmærksom på deres bekymring for situationen. 

”Efter at have diskuteret situationen med ’Micki’ og hans familie, er vi kollektivt blevet enige om, at han ikke rejser med. ’Micki’ har været en nøglespiller i vores vej til finalen, så det er et stort tab for holdet,” skriver klubben blandt andet. 

UEFA har meldt ud, at fodboldforbundet har modtaget en garanti for spillerens sikkerhed fra Azerbaijans side fra landets højeste autoriteter, men samtidig respekterer man klubbens og spillerens beslutning. 

Azerbaijans fodboldforbund AFFA har udtrykt skuffelse over Henrikh Mkhitaryan beslutning om ikke at rejse med Arsenal til finalen.

”Der er ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved seriøsiteten i Azerbaijans garantier om at sikre Mr. Mkhitaryan personlig sikkerhed. Vi anerkender hans beslutning, men vil gerne understrege, at værtslandet Azerbaijan har leveret alle nødvendige sikkerhedsgarantier til UEFA.”

Azerbaijans ambassadør i Storbritanien mener ligeledes, at der ikke er nogen grund til  Mkhitaryans bekymring. 

”Hvis du er professionel fodboldspiller fra øverste hylde, så lad os da sammen vise, at denne finale kan blive et klasse-event. Jeg håber ikke, at der er tale om et politisk spil. Hvis du bliver betalt som fodboldspiller og ikke som politiker, så burde man lægge de andre emner til side,” siger Tahir Taghizadeh til Sky Sports. 

Henrik Mkhitaryan deltog heller ikke, da Arsenal vandt 3-0 over FK Qarabag i Azerbaijan i gruppespillet i Europa League tilbage i oktober.