Det er den 5. august 2001. Vejle har netop spillet 1-1 mod Esbjerg på udebane i Superligaen. En kamp, der til forveksling minder om så mange andre Superligaopgør. Men der er dog en væsentlig forskel, der får kampen til at skille sig ud. Målscoreren fra Vejle.
I det 31. minut af kampen lykkes det nemlig Mads Beierholm at udligne Esbjergs føringsmål. Mads bliver dermed ikke blot kampens helt for Vejle, men også Superligaens yngste målscorer nogensinde. 16 år og 263 dage gammel. Et stortalent in spe.
”Når fodbold gør ondt” er et portræt af Mads Beierholm – fodboldspilleren og stortalentet, der blev spået en stor karriere.
Et spildt talent
I bogen – som du blandt andet kan læse her – beskrives det, hvordan Mads Beierholm var udset til at være Thomas Gravesens tronefterfølger i Vejle. Og efter mere end 35 ungdomslandskampe, roser fra daværende landstræner Morten Olsen og masser af succes hos Vejle var vejen da også banet for stortalentet. Sunderland meldte sig på banen som interesseret, og var klar med en kontrakt, der ville sende den unge fodboldspiller til England.
Men Mads var ikke klar. I stedet blev han i Vejle, og skiftede siden til Sønderjyske, hvor det kun blev til 9 kampe på halvandet år, inden Mads igen skiftede klub til islandske Fylkir. Og efter et mislykket ophold på Island vendte han til sidst hjem til Danmark og startede på lærerseminariet.
Hvad gik galt? Hvordan gik det til, at et af Danmarks største fodboldtalenter gennem tiden aldrig realiserede sit talent?
Det kan du læse i bogen ”Når fodbold gør ondt”. En historie om at ikke at kunne leve op til store forventninger – og en historie om alkohol, fester, kvinder, hash, gambling og mange andre fristelser, som den unge fodboldspiller fra Vejle stødte på undervejs.