Da Manchester City tørnede ud mod både Arsenal og FC Porto, var det uden et fuldtalligt mandskab. I begge kampe måtte de nemlig undvære spillerne Kevin De Bruyne og Aymeric Laporte. Meget tyder dog på, at de snart er klar til at iføre sig kamptrøjen igen.

Både Kevin De Bruyne og Aymeric Laporte var nemlig at finde tilbage i træning torsdag. Derfor er de formentlig også klar, når City i weekenden skal spille mod West Ham i Premier League. Det ville Pep Guardiola sandsynligvis sætte pris på, da truppen i denne tid er hårdt ramt af skader.

LÆS OGSÅ: Manchester City i skadeskaos: Stjerne ude i flere uger

Kevin De Bruyne blev skadet i Belgiens 1-2-nederlag mod England for nylig. Der har ikke været noget officielt meldt ud om skaden, hvorfor fans af klubben har været bekymret for, hvor lang en skadespause han stod overfor.

Nu tyder meget dog på, at det ikke har været alvorligt, da han er tilbage i træning. Som følge af dette, er det kun et spørgsmål om tid, før han igen er klar til at være med i kamp.

Manchester City spiller lørdag klokken 13.30 mod West Ham i Premier League. Sandsynligvis forsøger både Kevin De Bruyne og Aymeric Laporte at blive klar til dette opgør, så de kan hjælpe City-mandskabet, som også mangler Fernandinho, der er ude i fire til seks uger.