Ole Gunnar Solskjær har advaret Manchester United-spillerne om, at City vil sparke til dem i onsdagens lokalopgør. Pep Guardiola forstår ikke nordmandens udmelding. 

I aften går det løs. Manchester United tager imod Manchester City på Old Trafford i Premier League. Et opgør, der kan give et praj om, hvorvidt City bliver mestre eller ej og om lokalrivalerne fra United er på vej til at ende i Top-4. På et pressemøde tirsdag lagde Ole Gunnar Solskjær i ovnen til kampen, da han sagde, at hans spillere skulle forberede sig på, at City vil begå mange frispark. 

”De vil gå efter ankler og hæle og sparke os,” sagde den norske manager. 

En udmelding, der undrer Pep Guardiola

”Sagde han dét?” spurgte spanieren ifølge BBC Sport de fremmødte journalister på et pressemøde.

”Med en boldbesiddelse på 65-70 procent, hvorfor skulle vi gøre det? Sådan noget bryder jeg mig ikke om. Mit hold er ikke bygget sådan, overhovedet.”

Som BBC Sport skriver, er nordmandens kommentar ikke en, der stemmer overens med statistikkerne. Ifølge Opta har City begået 170 frispark på modstanderens banehalvdel i sæsonen, mens United har begået 195. City har fået 38 gule kort og et enkelt rødt kort. United har fået 64 gule kort og fire røde kort. 

”I mine 10 sæsoner som træner, har jeg aldrig forberedt en kamp ved at tænke på den måde. Aldrig. Nogle gange begår man frispark i fodbold, fordi spillet går så hurtigt. Men jeg har aldrig sagt til mine spillere, at de skal straffe en modstander,” understregede Guardiola. 

Manchester United går ind til kampen oven på et nederlag på 4-0 til Everton og et exit i kvartfinalen i Champions League mod Barcelona. Selvom City røg ud til Spurs i CL med en 4-3-sejr efter et 1-0-nederlag, er holdets form i Premier League strålende. Holdet tog også revanche mod Tottenham i weekendens opgør i Premier League med en 1-0-sejr på hjemmebane. 

Onsdagens opgør mellem Manchester United og Manchester City bliver sendt på TV3+ klokken 21.