Det har været på tale, at Kylian Mbappé kan forlade PSG til sommer, og nu har PSG udset sig en potentiel afløser.

Hvis det ender med, at Kylian Mbappé vælger at sige farvel til PSG til sommer, har den franske klub allerede udset sig, hvem de vil forsøge at lokke til klubben som hans afløser.

I de seneste uger har der været forlydender om, at Mbappé ikke er helt tilfreds i den franske storklub, hvorfor han skulle være klar til at søge nye græsgange allerede til sommer.

Hvis det sker, så siger det sig selv, at PSG er nødt til at finde frem til en ideel afløser for den franske stjerne.

Ifølge GOAL har de i denne forbindelse valgt at kigge i retning af Real Madrid. Konkret skulle de nemlig have udset sig ingen ringere end Vinicius Junior som hans afløser.

Real Madrid har stadig stor interesse i at hente Kylian Mbappé, hvilket de har forsøgt flere gange før, men hver gang er de blevet afvist af enten klub eller spiller.

Dette har ført til spekulationer om, hvorvidt en byttehandel mellem de to klubber kan ende med at blive en realitet, hvis Mbappé gør op med sig selv, at han vil til Real Madrid denne sommer.