Marcus Rashford har skrevet under på en ny kontrakt med Manchester United, men angriberen fortæller, at det smerter ham at se, hvilken forfatning klubben er i for tiden. 

Marcus Rashford har netop skrevet under på en ny kontrakt med Manchester United, der udløber i 2023. Og selvom det gør ondt på den 21-årige angriber at opleve de mindre gode tider, som klubben har været i på det seneste, er englænderen topmotiveret efter at få vendt skuden. Det fortæller han i et interview med The Times. 

”Det er forbundet med stor stolthed for mig at skrive under på en ny kontrakt. Manchester United er mere end en klub for mig. Jeg er også fan, og derfor gør det ekstra ondt på mig, når vi taber en kamp. Det gør ondt hver dag at se, hvor vi er nu sammenlignet med, hvor vi har været tidligere. Men jeg bruger smerten som motivation,” siger Marcus Rashford

Der er intet, han hellere vil, end at se klubben vinde Premier League eller Champions League igen, understreger han. 

”Vores fans fortjener ikke at være, hvor vi er nu. Vi spillere har muligheden for at prøve at glemme de seneste fem, seks år og få klubben tilbage på sporet,” siger den engelske landsholdsangriber til avisen. 

Da Ole Gunnar Solskjær overtog jobbet som manager i klubben fra Jose Mourinho halvvejs igennem sidste sæson, fik nordmanden en god start med masser af sejre og et langt stræk som ubesejret i Premier League. Men afslutningen på sæsonen var ikke imponerende, og klubben formåede ikke at spille sig i Top-4. Men Rashford har stor tiltro til sin managers evne til at få skabt nye og bedre tider i klubben, siger han til The Times. 

”Han forstår tingene, og han har selv været spiller i klubben. Han forstår os mere end en andre managere ville have gjort, og derfor passede han ind med det samme. Jeg tror på spillerne, på staben og på manageren. Vi ser frem til den nye sæson. Det kan komme til at tage flere sæsoner, men jeg føler, at vi er klar til at tage første skridt for virkelig at vise, at vi er Manchester United.”