Den britiske milliardær og ejer af kemigiganten INEOS, Sir Jim Ratcliffe, har angiveligt planer om at fyre Erik ten Hag og erstatte ham med Brighton-chefen Roberto De Zerbi.

Det kan blive den første i en række ændringer hos den engelske fodboldklub, hvis Ratcliffe får gennemført et planlagt køb af 25 procent af aktierne i klubben.

Beslutningen er angiveligt truffet uafhængigt af de kommende resultater, herunder weekendens kamp mod Fulham.

Ratcliffe og INEOS-ledelsen ønsker at bringe De Zerbi ind for at stå i spidsen for en total omlægning af spillestilen efter en skuffende start på sæsonen 2023-24. Det skriver Football Insider.

Trods rygter om, at de nuværende ledere i klubben er villige til at holde fast i Ten Hag, har Ratcliffe og INEOS deres egne planer, som også inkluderer en total omstrukturering af trænerteamet på Old Trafford. Det vil koste Manchester United dyrt at afskedige deres hollandske træner.

Manchester United befinder sig lige iøjeblikket på en ottendeplads i Premier League med fem sejre og fem nederlag i de første ti kampe. Klubbens håb om Champions League er dog stadig intakt efter en sejr på 1-0 over FC København den 24. oktober på Old Trafford.

Imens har De Zerbi ført Brighton til nye højder siden hans tiltrædelse i september 2022. Han førte dem til deres første kvalifikation til Europa League sidste sæson, og i denne sæson ligger Seagulls på en syvendeplads i Premier League.