Marco Reus ærgrer sig over, at Mesut Özil ikke har så fremtrædende en rolle i Arsenal længere. 

Dortmunds offensive stjerne Marco Reus har spillet med mange dygtige spillere – både på klub- og landshold. Heriblandt Robert Lewandowski, Toni Kroos og Pierre-Emerick Aubemeyang. Men ingen af dem er bedre end Arsenals Mesut Özil, fortæller han i et interview med Copa 90.

”Måden, han skaber mål på. Han er en spiller med et rigtig godt øje for sine medspillere. Han har så mange assists i Premier League og på landsholdet. Han er bare en intelligent spiller, og det bemærker man med det samme,” siger den 29-årige tyske profil med hentydning til Arsenal-spilleren. 

”Jeg har altid nydt at spille sammen med ham, derfor er det også en skam, at han har taget et skridt tilbage. Jeg håber, han kommer tilbage i form og begynder at spille regelmæssigt for Arsenal,” siger Marco Reus i video-interviewet. 

Özil er stoppet på det tyske landshold på grund af en konflikt med det tyske fodboldforbund og har i denne sæson haft svært ved at tilkæmpe sig en fast plads i startopstillingen på Arsenals hold under Unai Emery. Lige nu ser det dog meget godt ud for Londonklubbens tyske midtbanespiller, der blev kåret til kampens spiller i weekenden, da Arsenal slog Newcastle 2-0 hjemme på Emirates Stadium. 

Marco Reus’ egen klub, Borussia Dortmund, ser ud til at være tilbage på sporet med tre sejre i træk i Bundesligaen efter en ujævn periode, og klubben ligger på førstepladsen med to points forspring til Bayern München. De to rivaler tørner sammen i den kommende weekend på Allianz Arena. 

”Vi har haft et godt forløb på det seneste. Det er vigtigt, at vi bevarer roen. Vi skal fortsætte, være positive og tålmodige,” siger Reus, hvad angår slutspurten i den tyske liga.