Jose Mourinho er kommet godt fra start med sejr i sin første kamp som manager for Tottenham. Og den tidligere Manchester United-legende Roy Keane spår portugiseren succes hos Spurs. 

I begyndelsen af denne uge valgte Tottenham Hotspur at fyre Mauricio Pochettino for i stedet at ansætte Jose Mourinho som manager for Christian Eriksen og resten af Spurs-mandskabet. I går havde portugiseren så sin debut på trænerbænken for Londonklubben i lokalopgøret mod West Ham på udebane. En kamp, som Spurs vandt 3-2, og dermed er klubben kommet godt fra start med Mourinho ved roret. 

Til Sky Sports fortæller den tidligere midtbane-terrier hos Manchester United, Roy Keane, at han tror, at Jose Mourinho er godt klædt på til at få succes hos Champions League-finalisterne fra i år. Men debutkampen var dog lidt for let, pointerer han. 

”West Ham var elendige i dag. Derfor var det en nem dag for Tottenham. Det blev lidt hårdt for dem i de sidste 15-20 minutter(Spurs var foran 3-0 efter 49 minutter), men det er typisk Spurs. Det var godt at se Jose tilbage. Jeg tror, det er godt match. Der bliver masser af hårdt arbejde for ham, og jeg er ikke i tvivl om, at han vil i top-fire og forsøge at vinde en pokal.”

Tottenham har ikke imponeret hidtil i denne sæson i Premier League, og har med sejren over West Ham 9 point op til Chelsea på fjerdepladsen. Men Jose Mourinho har, hvad de skal til for at indfri ambitionerne, mener Roy Keane. Og Tottenhams trup er god nok, men havde brug for nyt blod på trænerbænken, mener den iltre irer. 

”Vi taler om kvalitetsspilere, som nogle gange – retfærdigt eller ej – bare gerne vil høre en ny stemme som træner. Spurs har kvalitet, og når du har en målscorer som Harry Kane, har du chancen for at vinde fodboldkampe. Spurs er tidligere blevet kaldt et ’cup-hold’, som har været lidt af en fornærmelse. Jeg er sikker på, at Mourinho vil forsøge at ændre mentaliteten med hårdt arbejde,” siger Roy Keane til Sky Sports.