Juventus har mistet grebet om førstepladsen i Serie A, og ifølge engelske rygter vil klubben forsøge at hente Pep Guardiola som erstatning for Maurizio Sarri.

Juventus har tabt tre kampe i Serie A i denne sæson, og senest blev det til et nederlag på udebane mod Verona. De mangedobbelte italienske mestre ser ikke lige så suveræne ud i år, som klubben har gjort i de seneste sæsoner under Massimiliano Allegri, og derfor spekuleres der i, om ledelsen pynser på at afskedige Maurizio Sarri. Den italienske sportsavis La Repubblica skrev i går, at en fraktion i klubbens ledelse vil hente Allegri tilbage. Et rygte, der blev fulgt op af et tilsvarende af slagsen, da det engelske tabloidmedie The Sun kunne fortælle historien om, at Juventus vil forsøge at hente Pep Guardiola i Manchester City. 

I sommer var der historier fremme om, at Juventus og den spanske træner havde indgået en aftale. Men det viste sig at være en and. The Sun mener at vide, at Juventus-præsident Andrea Agnelli ser City-manageren som den perfekte mand til at bringe hans klub videre til næste skridt. 

Manchester City og Pep Guardiola har ikke længere en realistisk mulighed for at vinde tredje Premier League-titel i træk, da Liverpool er stukket af – en realitet, der får det engelske medie til at spekulere i, om parternes veje skilles, når denne sæson er forbi. 

Pep Guardiola taler allerede italiensk og har i sin fodboldkarriere spillet for både Roma og Brescia. Den 49-årige træner har tilmed vundet Champions League to gange som træner med Barcelona. En titel, som Torino-klubben ikke har haft fingrene i siden 1996. Klubben har dog været i finalen fem gange siden da – senest i 2018, hvor Real Madrid løb med titlen i en kamp, der endte 3-1 til Zinedine Zidanes tropper.