Kongedømmets kronprins afviser rygter om, at han skulle være interesseret i at købe den engelske storklub. 

Avisen The Sun bragte i weekenden en historie om, at Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, er i færd med at forberede et bud på Manchester United til den nette sum af 32 milliarder kroner. Men som Manchester Evening News skriver, så afviser den arabiske golfstats minister for medier, at dette skulle være tilfældet. 

”Informationer om, at Hans Kongelige Højhed, kronprins Mohammed bin Salman, har intentioner om at købe Manchester United, er totalt falske,” som Turki Abdullah Al-Shabanah skrev på Twitter. 

Den engelske avis kæder Manchester Uniteds klubejere – den amerikanske Glazer-familie – og deres besøg på det seneste i Saudi-Arabien sammen med et eventuelt salg af klubben. Men den saudiske medie-minister har også en forklaring på, hvor United-bosserne har besøgt landet flere gange. 

”Klubben(Manchester United) har holdt et møde med en offentlig investeringsfond for at diskutere et sponsoret reklameprojekt, og den saudiske fond har lyttet til ideen, som de vil gøre med alle andre ideer,” siger han. 

Malcom Glazer var en amerikansk rigmand, der købte Manchester United for cirka 6,7 milliarder kroner i 2005. Majoriteten af ejerskabet af den engelske klub er i hænderne på den afdøde rigmands familie i dag. 

Flere europæiske storklubber er inden for de senere år blev købt af arabiske stater og rigmænd. Manchester Citys ejes af Sheih Mansour bin Zayed Al Nahyan, som både er minister og medlem af kongefamilien i det arabiske emirat, Abu Dhabi. PSG ejes af styret i Qatar gennem fonden Qatar Sports Investments. Spanske Malaga ejes af et medlem af kongefamilien i Qatar, rigmanden Sheikh Abdullah Al Thani. 

West Ham, Tottenham Hotspurs, Newcastle, Huddersfield, Crystal Palace, Burnley og Brighton er de klubber i Premier League, der er på engelske hænder. Resten af klubberne har udenlandske ejere.