Mohamed Salah kan være fortid i Liverpool til sommer, hvor en storklub ønsker at købe ham fri af sin kontrakt.

Liverpool har svært ved at få tingene til at fungere i denne sæson. Det kan få konsekvenser til sommer, hvor Mohamed Salah potentielt kan søge væk fra klubben.

Skulle han være klar til at forlade Anfield, står i hvert fald én klub klar til at tage imod ham. Ifølge mediet Football Insider har de nemlig stor interesse for ham i Paris Saint-Germain.

Den 30-årige angriber er landet på radaren på Parc des Princes, da der er tvivl om både Lionel Messi, Kylian Mbappé og Neymars fremtid i klubben.

Det økonomiske aspekt af en sådan handel bliver næppe et problem. Football Insider skriver nemlig, at den franske storklub ikke blot har råd til at imødekomme Liverpools salgspris, men også matche hans løn.

Et skifte til Ligue 1 bliver dog næppe en realitet for Salah, hvis både Messi, Mbappé og Neymar forbliver i klubben. Det vil nemlig gøre ham mere eller mindre overflødig i klubben.

Selvom Salah sidste år skrev under på en ny kontrakt med Liverpool, der løber frem til juni 2025, kan de udeblivende resultater medføre, at han beslutter at forlade klubben til sommer.

Salah, der i denne sæson har bidraget med 19 mål og 9 oplæg i 34 kampe, har ifølge Transfermarkt en markedsværdi på 80 mio. euro, hvilket svarer til næsten 600 mio. kr.