Manchester City og Liverpool har været så langt foran deres konkurrenter i Premier League i denne sæson, at der tegner sig en fremtidig dominans af de to hold i engelsk fodbold, mener Stuart Pearce

Der er i øjeblikket 18 point mellem Liverpool på andenpladsen i Premier League – med ét point op til Manchester City som duks – og ned til Tottenham på tredjepladsen. De to hold er midt i et af de tætteste titelræs i Premier League i mange år, og klubben der ikke bliver mestre af de to, vil formentlig sætte rekord for flest point for en klub, der ender på andenpladsen i den bedste engelske række, som Sky Sports skriver. 

En realitet, der indikerer en fremtidig dominans af de to klubber i toppen af Premier League, mener Stuart Pearce. 

”De to hold er længder foran resten. Tottenham ligger nummer tre, og de har tabt 11 kampe. Det er ret vildt, når man tænker på, at Liverpool har tabt én kamp,” siger den tidligere Nottingham Forest-manager til Sky Sports. 

”Det er, hvad de andre hold skal præstere for at nå de to hold. Jeg kan ikke se mange andre hold, der kan være deres rivaler i de næste par år. Jeg tror heller ikke, at de andre hold har den nødvendige økonomisk slagkraft,” pointerer Stuart Pearce og peger på Chelsea som eksempel.

”Hvis de mister Eden Hazard, kan man godt frygte, hvor de vil ende i rækken.”

Hvis Liverpool ikke bliver mestre i år, hvor de præsterer at hente 97 point (hvis de vinder de resterende tre kampe), så vil det være en test af mandskabets mentale karakter, mener den tidligere engelske landsholdsspiller. 

”Det kan blive et af hårdeste slag, de kommer til at lide. De har ikke haft deres hænder på et trofæ i tre sæsoner. Hvis det bliver til fire sæsoner, vil det være lang tid for et hold, der spiller så godt, som de gør.”