Alt tyder på, at Erik ten Hag bliver ny træner i Manchester United. Og angiveligt har han ikke planer om at holde på Cristiano Ronaldo.

Det formodes, at det bliver Erik ten Hag, der kommer til at tage over efter Ralf Rangnick til sommer. Det er endnu ikke offentliggjort, men nu lyder det, at han allerede er i gang med planlægningen.

Det har blandt andet medført, at det er kommet frem, at verdensstjernen Cristiano Ronaldo ikke er en del af planerne for Erik ten Hag. Det skriver det britiske medie Daily Star.

Ikke nok med, at Ten Hag ikke har planer om at holde på Cristiano Ronaldo, er udsigten til, at den engelske klub ikke spiller Champions League i næste sæson, også medvirkende til, at et skifte virker sandsynligt.

Den portugisiske stjerne har dog kontrakt i yderligere en sæson. Derfor er han ikke forpligtet til at forlade klubben til sommer, såfremt han ikke kan finde en passende klub, der ønsker at tilbyde ham en kontrakt.

Tidligere har der været forlydender om, at PSG er åbne for at bringe ham til Paris, hvor han kan komme til at spille side om side med Lionel Messi, som i mange år har været hans rival.