Der har i lang tid været rygter om, at den bosniske Miralem Pjanic kan være på vej retur til sin tidligere klub Juventus.

LÆS OGSÅ: Griezmann taler ud: Kritikken var overdreven

Han har ikke fået specielt meget spilletid under Ronald Koeman, og har tidligere udtrykt sin utilfredshed med dette. Dette skulle også være årsagen til, at han nu har et ønske om at vende tilbage til den italienske klub.

Ifølge RAC1 ønsker den bosniske spiller at forlade Barcelona, og i stedet lade sig udleje til Juventus i to sæsoner. Han ønsker at skiftet skal finde sted allerede i løbet af det kommende transfervindue, så han kan integreres i Juventus-truppen til næste sæson.

Bosnierens agenter har allerede taget affære på ønsket om at vende retur til Torino. De har nemlig afholdt møder med den sportslige ledelse i Barcelona i sidste uge. Her forklarede de hans ønsker om at vende tilbage til Serie A, ifølge RAC1.

Den 31-åriges skifte fra Juventus kostede den catalanske klub 60 millioner euro sidste år, hvilket svarer til næsten 450 millioner kroner. På trods af det høje beløb, er han dog ikke blevet en fast del af truppen under Ronald Koeman.

Efter sigende skulle Barcelona have svært ved at finde en ideel afløser for Pjanic, hvis de skulle beslutte at sælge ham på en permanent aftale.

LÆS OGSÅ: Klubejer er overbevist om, at Messi skifter til klubben

Skal han retur til Juventus, ser det derfor ud til, at det ikke bliver permanent, men at det derimod bliver et lejeophold. For at dette kan blive en realitet, er det dog et krav fra Barcelonas side, at Juventus som minimum betaler hans løn.