Liverpools polske målmand, Kamil Grabara, er på lån i AGF og mener ikke, at der er den store forskel på ham og så den dyrtindkøbte brasilianer i buret.

Selvtilliden hos Kamil Grabara fejler ikke noget. Polakken har trænet med Liverpools Alisson Becker til dagligt i England, og her var de nogenlunde på niveau. Og det siger han, selvom han understreger, at folk nok vil tænke, at han har lige lovligt høje tanker om egne kvaliteter.

Til polske aviser fortalte han i efteråret, at han ikke føler sig underlegen i forhold til Liverpools førstekeeper, og nu uddyber han i et interview med Ekstra Bladet. 

”Hvis jeg er i stand til at gøre de samme ting, som Allison Becker gør til træning, så er det jo ikke, fordi forskellen på os er enorm. Jeg ved godt, at folk synes, jeg lyder dum, når jeg siger sådan. Men det kan altså kun hænge sammen med, at de ikke selv har spillet fodbold.

Det giver da ikke mening, at folk mener, jeg er ringere end ham. Jeg bliver da nødt til at tro på mig selv. Det vil være noget andet, hvis jeg spillede i den tredjebedste række i Polen eller Danmark og påstod, at jeg var lige så god som Allison” siger han til avisen. 

Grabara fortæller, at de to trænede sammen hver dag, og at der selvfølgelig var forskelle, men ikke stort. 

”Jeg gad godt at se, hvordan han var, da han var 20 år. Jeg synes, det er en naturlig og ærlig måde at snakke om tingene, men det betyder ikke, at jeg ikke er ydmyg. Jeg synes faktisk, at den historie blev blæst op. Jeg synes ikke, jeg sagde noget forkert. Jeg skal bare blive ved med at arbejde hårdt, og så når jeg får kampe, skal jeg nok levere. Det er ikke så kompliceret. Hvem ved. Måske er jeg bedre end Allison om et år, eller måske når jeg aldrig nogensinde hans niveau. Men hvis jeg ikke selv tror på, at jeg kan, hvem skal så tro på det?” 

Den polske målmand har foreløbig fået ros for sine præstationer i AGF-trøjen.