Flere klubber har angiveligt udvist interesse for den 18-årige Ilaix Moriba denne sommer. Først var det RB Leipzig, der meldte sig på banen. Herefter begyndte Tottenham at vise interesse. Nu ser det dog ud til, at det er den tyske klub, der vinder kampen.

LÆS OGSÅ: Jorge Messi: Leo er ikke sur på klubben, men på ‘en anden’

Ifølge catalanske Mundo Deportivo har Barcelona indvilliget i at sælge Ilaix Moriba for 15 millioner euro plus bonusser til den tyske klub. Det er svarende til cirka 110 millioner kroner. Avisen specificerer ikke, hvilke bonusser, der er tale om, men sandsynligvis er der tale om præstationsbaserede bonusser.

Egentlig havde Barcelona meldt ud, at de ikke ville være villige til at sælge Moriba for mindre end 20 millioner euro. Skal man tro på den catalanske avis, har de dog besluttet alligevel at acceptere et mindre bud, da de angiveligt har solgt Moriba til Leipzig for 15 millioner euro.

Meldingen lyder på, at der kun mangler at komme styr på de sidste detaljer, inden transferen officielt kan meldes ud. Sandsynligvis er der styr på det allerede i aften, hvorfor offentliggørelsen af transferen kan finde sted i morgen, som er transfervinduets sidste dag.

Tottenham skulle efter sigende også have været meget ivrige efter at hente Ilaix Moriba. Spilleren selv skulle dog være mere interesseret i et skifte til Leipzig, da han håber på fast spilletid. Ydermere vil han også kunne spille Champions League-fodbold med Leipzig, mens Tottenham må nøjes med Conference League.

Oprindeligt så det ud til, at et skifte til Leipzig ville blive svært, da den tyske klub indledningsvist bød seks millioner euro. Det blev af Barcelona betragtet som et skambud, hvorfor det blev afvist med det samme.

LÆS OGSÅ: Afviser transfer: Han er vores spiller

Tilsyneladende har Leipzig skruet op for interessen for Ilaix Moriba, hvorfor de sidenhen er kommet med et bedre bud. Ifølge Mundo Deportivo får Moriba en 5-årig kontrakt i den tyske klub.