Nicolo Zaniolo har imponeret for Roma i denne sæson. Nu skulle Bayern München efter sigende være klar med et bud på den italienske teenager. 

Nicolo Zaniolo har været blandt Romas bedste spillere i denne sæson. Den 19-årige italienske midtbanespiller har imponeret både i Serie A og i Champions League, hvor han blandt andet stod for begge scoringer i Romas 2-1-sejr på hjemmebane mod Porto i 1/8-delsfinalen, som dog ikke var nok til videre avancement. 

Zaniolo er da også kommet i søgelyset hos en række af Europas allerstørste klubber, og hvorvidt han fortsætter sin karriere i Roma, kan blandt andet afhænge af, om klubben ender i top-4 i Serie A eller ej. 

Både Juventus, Manchester City, Real Madrid og PSG skulle være interesseret i den unge herre. Men nu melder den tyske avis Bild, at Bayern München forbereder et bud på cirka 375 millioner kroner for Zaniolo. 

Tuttosport skrev tilbage i februar måned, at netop ovenstående beløb var Romas prisskilt på stortalentet. Zaniolo får angiveligt omkring 15 millioner kroner om året i Rom-klubben og mangler fortsat mere end fire år af sin nuværende kontrakt. 

Nicolo Zaniolo fik debut for det italienske landshold den 23 marts i år, da han blev skiftet ind i 2-0-sejren over Finland i gruppespillet i kvalifikationen til EM. To landskampe er det blevet til for den unge midtbanespiller indtil videre.

Zaniolo spillede i sine ungdomsår i Genoa og siden Fiorentina. Som professionel var han først i den nuværende Serie C klub Virtus Entella. I 2017 kom han til Inter, men her nåede han dog aldrig at få debut på seniorholdet. I sommeren 2018 skiftede Nicolo Zaniolo til Roma som en del af en byttehandel, hvor Radja Nainggolan røg den anden vej. Zaniolo kostede i den forbindelse Roma cirka 33 millioner kroner i overgangssum.