Både Barcelona, Paris Saint-Germain og Juventus er alle interesserede i at hente Manchester City-profilen Bernardo Silva til sommer.

Den 27-årige Silva har været en vigtig spiller under Pep Guardiola i denne sæson. Her har han nemlig bidraget med 11 mål og 5 oplæg i 43 kampe på tværs af alle turneringer.

Silva indrømmede tidligere på året, at han overvejede at forlade Etihad Stadium sidste summer, hvilket naturligvis har skabt interesse i flere klubber i Europa, der håber på, at han fortsat er åben for at forlade City.

Ifølge Fichajes er han af denne grund dukket op på radaren i både Barcelona, PSG og Juventus, der alle holder et nøje øje med den alsidige midtbanespiller, der dog er under kontrakt med City frem til sommeren 2025.

Mediet skriver, at Barcelona ‘i lang tid’ har holdt øje med Silva, og at de overvejer at afgive et bud på ham, hvis det ender med, at Ousmane Dembélé forlader Camp Nou, når hans kontrakt udløber til sommer.

PSG har ham også med i overvejelserne, da der er tvivl om, hvorvidt de fortsat vil have glæde af Mbappé og Neymar til sommer.

Juventus er også blandt klubberne, der viser interesse for Silva. Den italienske klub er nemlig på jagt efter en passende afløser for Paulo Dybala, der angiveligt er indstillet på at forlade klubben, når hans kontrakt udløber til sommer.