Real Madrid-træner Carlo Ancelotti har rettet kritik af FC Barcelona, efter de vandt 1-0 over Los Blancos i Copa del Rey.

FC Barcelona sikrede sig en sejr på 1-0, da de tørnede sammen med Real Madrid på Santiago Bernabeu, selvom de manglede vigtige spillere såsom Pedri, Robert Lewandowski og Ousmane Dembélé.

For at sikre en sejr, valgte Xavi at tage en noget konservativ tilgang til kampen, hvilket medførte, at det catalanske mandskab kun havde fire skud på mål i hele kampen.

Værre så det dog ud for Madrid, der ikke havde et eneste skud på mål i hele kampen. De havde også svært ved at skabe chancer, til trods for at de sad på en stor del af boldbesiddelsen.

Efter kampen har Madrid-træner Carlo Ancelotti valgt at lange ud efter Barcelona, hvor han blandt andet gjorde det klart, at han ikke mener, at det catalanske mandskab fortjente at vinde kampen.

“Jeg synes ikke, de fortjente at vinde. Det var en af de bedste kampe med hensyn til kontrol. Hvis vi spiller sådan her i den anden kamp, vil vi have flere chancer. Jeg tror ikke, Barcelona kan håndtere kampen på samme måde hjemme,” sagde han ifølge GOAL.

Han gjorde det også klart, at han mente, at det er usædvanligt at se Barcelona spille på den måde, da det er en helt anden strategi, end de normalt spiller med.

“Det har været lidt overraskende at se Barcelona spille sådan, men de har lært at forsvare meget godt. De er meget stærke i det aspekt,” udtalte Ancelotti.