Christian Eriksen er netop ankommet til Milano, hvor det forventes, at hans skifte til Inter offentliggøres snarest. Først skal den danske midtbanestjerne til lægetjek. 

Nu er det næsten officelt: At Christian Eriksen skifter fra Tottenham til Inter i dette transfervindue. Ifølge en række italienske sportsaviser er den 27-årige midtbanespiller netop ankommet til lufthavnen i Milano med privatfly. Danskeren skal til lægetjek hos Inter, og var i lufthavnen i selskab med Inters holdleder Mattia Tagliacarne, hvor han ifølge Football Italia blev omringet af en hær af journalister. Her blev Christian Eriksen spurgt, om han var glad for at være her, hvortil han svarede ”selvfølgelig.”

Forhandlingerne mellem Inter og Tottenham har stået på i flere uger, men nu ser det ud til, at en aftale er faldet på plads, som alle parter har accepteret. Danskeren koster ifølge italienske medier Inter cirka 150 millioner kroner i overgangssum, og Tottenham er garanteret alle indtægter fra en fremtidig venskabskamp mellem de to mandskaber. Derudover skulle Christian Eriksens barndomsklub få cirka 7,5 millioner kroner ud af handlen. 

Som Football Italia skriver, så skulle Inters sportschef Bebbe Marotta have kæmpet en sej kamp for at presse prisen ned på danskeren, hvis kontrakt med Tottenham stod til at udløbe til sommer. Men Londonklubben skulle have stået fast på ikke at lade danskeren skifte for et lavere beløb end de nuværende 150 millioner kroner. Christian Eriksen bliver Inters tredje indkøb i januar, hvor yderligere to spillere fra Premier League er skiftet til den norditalienske topklub. Det gælder Ashley Young og Victor Moses.

Christian Eriksen har ikke haft en imponerende halvsæson i Tottenham, hvor den tidligere Ajax-spiller har måttet vinke farvel til sin faste plads i startopstillingen i mange kampe, efter det i sommer stod klart, at han ikke ville forlænge sin kontrakt. Der er fortsat ikke nogen udmelding om, hvor lang en kontrakt danskeren skriver under på hos Inter.