Tottenham-spillerne drømmer om at stå med CL-trofæet i hænderne lørdag aften, fortæller Christian Eriksen. Det vil se flot ud på hans CV. 

Liverpool er favorit til at vinde lørdagens finale i Champions League, men Tottenham har tænkt sig at byde Jürgen Klopps tropper op til dans, understreger Christian Eriksen.

”Vi har ikke tænkt os at lægge os ned. Vi drømmer om at stå med trofæet – det er det, vi vil se i vores hænder. Men vi ved, at det ikke bliver let,” siger danskeren til BBC Sports. 

Selvom det kræver dygtighed at spille sig i finalen i Europas fineste klubturnering, har Tottenham også været velsignet af held, konstaterer han. I kvartfinalerne gik Londonklubben videre mod Manchester City med en 2-1-sejr i det første opgør på hjemmebane, mens City fik en scoring annulleret i returopgørets overtid, der endte med en 4-3-sejr til hjemmeholdet, som betød avancement til Spurs. Og i semifinalerne mod Ajax scorede holdet det afgørende mål til 3-2 i Amsterdam i seks minutters overtid. Men Christian Eriksen mener ikke, at det ”står skrevet i stjernerne”, at Spurs ikke kan hente endnu en triumf hjem.

Danskerens manager Mauricio Pochettino har stadig til gode at vinde en titel, men på spørgsmålet om, hvorvidt der er sneget en smule desperation ind, er Eriksen dog afvisende. Selvom den argentinske manager ikke har vundet titler, er Spurs endt i Top-fem i Premier League i hans fem sæsoner i klubben. 

”Vi har været i top-fire i mange år og har været med i Champions League. Det vil være en stor markering at vinde turneringen. Det er noget meget specielt og noget enhver fodboldspiller drømmer om. Jeg vil elske at have det på mit CV,” siger Christian Eriksen til BBC.

Champions League-finalen mellem Liverpool og Tottenham bliver vist lørdag aften klokken 21 på 3+.