Det er en mulighed, at Manchester United sender Romelu Lukaku til Inter i bytte for italienernes kontroversielle angrebsstjerne Mauro Icardi. Det mener italiensk journalist med indsigt i spillerhandler.

Der har været meget storm omkring Mauro Icardi i denne sæson. Da angriberen for nogle måneder siden fik frataget sit anførerbind i Inter, nægtede han at træne og spille i en længere periode. Nu er argentineren tilbage i truppen og på banen, men mange iagttagere af italiensk fodbold forventer, at han er fortid i Milanoklubben i næste sæson. 

Den italienske sportsjournalist Gianluca Di Marzio er kendt for at være en mand med insiderviden om spillerhandler og validiteten af transferrygter. Han fortæller til Sky Sports, at Mauro Icardi kan indgå i en byttehandel, hvis en anden angrebsstjerne ryger den anden vej. 

”På grund af dynamikken efter, hvad der er sket i år mellem Inter og klubbens tidligere anfører, er muligheden åben. Nu ved interesserede klubber, at Icardi er nemmere at få fat end tidligere, da de kan få ham for mindre end hans frikøbsklausul på 110 millioner euro (821 millioner kroner). Jeg tror, at en transfer er mulig, men kun via en byttehandel.”

Hvorefter Di Marzio oplister en række muligheder:

”Med Napoli vil det blive svært med tanke på Icardis løn. Det samme gælder en byttehandel, hvor Edinson Cavani ryger til Inter (fra PSG), da Inter ikke vil være i stand til at betale hans årsløn på 12 millioner euro (90 millioner kroner). Som det ser ud lige nu, mener jeg, at den eneste realistiske mulighed, er en byttehandel med Manchester United, hvor Romelu Lukaku ryger den anden vej.”

Uniteds belgiske angriber har forleden udtrykt sin begejstring for en dag at spille i Serie A. Mauro Icardis kone – der også er hans agent – har til gengæld været i medierne for at understrege, at forholdet mellem hendes mand og resten af Inter-mandskabet har ændret sig til det bedre på det seneste. Hun mener stadig parret vil have deres dagligdag i Italien efter sommerferien. 

”Han scorer stadig mål, og han er roligere nu. Han krammer alle sine holdkammerater, og han har altid haft et godt forhold til alle. Vi vil med sikkerhed blive i Italien næste år,” sagde hun til italienske medier.