Der har været mange spekulationer om, hvorvidt Antoine Griezmann er på vej væk fra FC Barcelona. I de seneste dage har flere medier skrevet om, at franskmanden er på vej tilbage til Atletico Madrid.

LÆS OGSÅ: Spillerne har givet grønt lys: Barca og Atletico Madrid nærmer sig byttehandel

Nu er der mere, der peger på, at det faktisk er tilfældet. Gerard Romero, en anerkendt journalist fra det spanske medie RAC1, har tilmed givet et bevis på dette.

Han skriver på Twitter, at til trods for, at billedmaterialet var klar, valgte Barcelona ikke at bruge Antoine Griezmann i afsløringen af deres nye udebanetrøje. Vedlagt opslaget på Twitter er et billede, der viser Griezmann i den nye udebanetrøje, som altså ikke er blevet brugt.

‘Antoines skifte er en realitet,’ går han endda så langt at skrive i sit opslag på det sociale medie.

Der er dog en god grund til, at det er noget, som Romero finder besynderligt. Årsagen er, at Griezmann var en af seks spillere, der var en del af Barcelonas præsentation af hjemmebanetrøjen.

Da de skulle præsentere deres nye udebanetrøje, var det præcis de samme spillere, der blev brugt. Kun én af spillerne var ikke med denne gang, og det var franske Antoine Griezmann.

Det rygtes, at Barcelona og Atletico Madrid arbejder på at gennemføre en byttehandel, der vil sende Griezmann retur. Denne byttehandel vil i stedet sende Saul Niguez til Barcelona. Angiveligt skulle de begge to have givet grønt lys til denne handel.

LÆS OGSÅ: Interesse fra adskillige klubber: Nægter at forlade Barcelona

Det spanske medie COPE har tidligere skrevet, at Barcelona dog vil forsøge også at få en sum penge ved siden af. Hvorvidt det er noget, der kan lade sig gøre, må tiden vise. Under alle omstændigheder, ligner det dog mere og mere, at han er på vej væk fra Camp Nou.