Efter et skuffende nederlag til Getafe i La Liga i weekenden, viste FC Barcelona et højere niveau, da de tirsdag vandt 5-1 over ungarske Ferencváros i Champions League.

Til trods for en sikker sejr, var alt dog ikke godt. Den erfarne forsvarsspiller Gerard Pique begik straffe og blev udvist. Denne kendelse var Ronald Koeman dog ikke helt tilfreds med.

“Det var for hård en straf. Der var en forseelse, som var til straffespark og gult kort. Jeg forstår ikke, hvorfor dommeren trak det røde kort, men det må vi acceptere,” sagde han ifølge Reuters efter kampen.

Pique var bagerste mand i forsvarskæden, da han fik fat i trøjen på en Ferencváros-spiller, der som følge heraf ikke fik ramt bolden ordentligt i en afslutning.

På de langsomme gengivelser var det forholdsvis tydeligt at se, at det ikke var en stor forseelse. Endvidere var det vanskeligt at se, hvorvidt forseelsen egentlig blev indledt uden for feltet.

Ikke desto mindre fastholdt dommer Sandro Schärer både straffespark og udvisning. Det var dog særligt sidstnævnte, der irriterede den hollandske Barca-træner.

“Vi er ved at være vant til at spille med en mand i undertal. Det skete mod Celta og igen nu,” sagde Koeman, som ellers var tilfreds med truppens første CL-kamp i denne sæson.

“Hvis der var nogen tvivl om Barcelonas målscorere, viste vi, at vi har gode folk, og den “store Leo” leverede to assister. Vi tager glade hjem.”

Som følge af sin udvisning i gårsdagens kamp, betyder det, at han ikke kan være med i næste Champions League-opgør. Her skal de møde Juventus i Torino.