Hvis den argentinske superstjerne beslutter sig for at forlade Barcelona næste sommer, hvor hans kontrakt udløber, kommer han sandsynligvis ikke til at mangle tilbud.

En af de klubber, der kunne overveje at hente Lionel Messi, er den engelske storklub Manchester City. Det har City Football Groups Chief Football Operations Officer udtalt.

I et interview med The Ahtletic og David Ornstein fortæller Omar Berrada, at han ser Messi som “klart den bedste spiller i verden”.

I forlængelse af dette tilføjede han desuden, at enhver klub ville “elske” at have den seksdobbelte Ballon d’Or-vinder på deres hold.

Ville have hentet ham denne sommer

Berrada fortalte The Athletic, at Manchester City ville have overvejet at hente Messi denne sommer, hvis det havde været muligt.

“Var det blevet en reel mulighed, ville vi have overvejet det. Han er klart den bedste spiller i verden, så jeg tror, at enhver klub ville elske at have Messi på deres hold, men det skete ikke.”

Berrada tilføjede også, at han fandt rygterne og spekulationen smigrende:

“Det var spændende at se alle spekulationen om, at han ville til Manchester City. Det er et bevis på, hvor langt denne klub er kommet, det stærke hold, vi har nu, og de bedste spillere i verden, der ønsker at komme og spille for Pep [Guardiola] og være en del af dette hold.”

Overvejer at hente ham næste sommer

Tilbage i februar blev det rapporteret, at Manchester City var interesseret i at hente Messi. Det blev ikke til noget denne sommer, men hans kontrakt udløber i juni 2021.

Berrada, der er en af de mest magtfulde personer i City Football Group, har udtalt, at klubben ville overveje at hente argentineren, hvis han ikke forlænger med Barcelona.

“Vi får at se, om det nogensinde bliver en mulighed. Hvis han forlader Barcelona, og skulle Messi blive noget, der kan blive aktuelt, så vil vi undersøge denne mulighed.”