Morten ”Duncan” Rasmussen indstiller karrieren til sommer og bliver angrebstræner i FC Midtjylland. Jobtilbuddet var den rette anledning til at stille støvlerne på hylden, fortæller han. 

Morten ’Duncan’ Rasmusssen er med 145 mål den mest scorende spiller i Superligaen nogensinde. Nu skal han til at lære fra sig som angrebstræner i FC Midtjylland, og den 34-årige angriber indstiller karrieren ved samme lejlighed. ’Duncan’ spiller i øjeblikket på Cypern hos Enosis Paralimni, men da han kun bliver ældre og skaderne bliver flere, kom tilbuddet fra Herning på et godt tidspunkt. 

”Jeg kunne måske godt humpe mig igennem en sæson mere som aktiv, men da jeg fik tilbuddet om at blive angrebstræner i FC Midtjylland, så jeg det som et perfekt tidspunkt til at indstille karrieren, ” siger han til FC Midtjyllands hjemmeside. 

En række superligaklubber har haft glæde af ”Duncans” evner foran kassen. Herunder AGF, Brøndby, AaB og FC Midtjylland, hvor klubbens sportschef glæder sig til at se ham tilbage i en ny rolle. 

”’Duncan’ har været en del af klubben tidligere, og han passer perfekt til de værdier, vi har i FC Midtjylland. Han kommer til at arbejde hårdt og bredt i hele klubben, og vi har en ambition om at være førende på specialisttræningen i dansk topfodbold, hvilket vi understreger yderligere med ansættelsen af ‘Duncan,” siger Svend Graversen til BT. 

Den kommende angrebstræner har opskriften på en farlig angriber klar. Hvis man vil være en dygtig afslutter, handler det – ikke overraskende – om at træne og øve sig.

”Jeg er overbevist om, at vi med specifik træning øger effektiviteten i afslutningsspillet for klubbens spillere. Miljøet og værdierne i FC Midtjylland er i en liga for sig, og både personligt og familiemæssigt var det en pragtfuld tid, da jeg var i klubben sidst, så både jeg og min familie ser meget frem til at vende tilbage,” siger Morten ’Duncan’ Rasmussen til fcm.dk

’Duncan’ har udover den cypriotiske klub været på flere udlandseventyr, hvor han har spillet i Mainz, tyrkiske Sivasspor og den polske klub Pogon Szczecin.