Flere af Napolis profiler sættes i forbindelse med europæiske storklubber. Men ifølge Carlo Ancelotti bliver de bedste spillere i klubben. 

Napolis centerforsvarer Kalidou Koulibaly rygtes i øjeblikket til Manchester United, ligesom klubbens brasilianske midtbanespiller Allan er blevet sat i forbindelse med PSG. Den belgiske kantspiller Dries Mertens skulle ligeledes være på radaren i flere engelske topklubber. 

Men Napolis træner Carlo Ancelotti tror ikke, at klubben har tænkt sig at sælge ud af holdets bærende spillere. 

”Koulibaly smutter ikke, og de andre store navne bliver her også, da Napoli ikke er tvunget til at sælge sine spillere af økonomiske grunde,” siger han til La Repubblica. Den tidligere Real Madrid-træner gør dog også opmærksom på, at Napoli ikke kan tilbyde svimlende kontrakter til sine spillere.

”Napoli er en topklub i Italien og et ledende lys i Europa, men samtidig kan klubben heller ikke betale en spiller 10 millioner euro om året. De Laurentis(Napolis præsident) holder altid økonomien i balance, og jeg vil ikke bede ham om at ændre på det. Der er andre måder at vinde på,” siger Ancelotti til den italienske avis og fortæller, at klubben kan vokse med indkøb af unge spillere og investeringer, som man har foretaget i eksempelvis den 22-årige Fabian Ruiz, der blev hentet i Real Betis og den 22-årige målmand Alex Meret, som kom til fra Udinese. 

Carlo Ancelotti er også selv blev rygtet væk fra Napoli, men understreger at han har ”giftet sig med klubbens vision og projekt” og ikke har planer om at blive træner i en anden klub. 

”De Laurentis vil gerne have, at jeg bliver resten af livet, men jeg har fortalt ham, at jeg kun kan give ham en fysisk garanti på maksimum otte år.” 

Napoli ligger nummer to i Serie A. Mesterskabet er ikke inden for rækkevidde med Juventus’ store forspring, men klubben har syv point ned til Inter på tredjepladsen.