OB røg ud af pokalturneringen til FC Midtjylland, og nu håber klubbens træner, at deres banemænd tager pokalen, så fjerdepladsen i superligaen giver adgang til europæisk fodbold.  

Der var ikke meget tvivl om udfaldet af onsdagens pokalopgør mellem FC Midtjylland og OB. I hvert fald ikke som anden halvleg skred frem, og hjemmeholdet scorede tre mål i tillæg til Troels Kløves selvmål for OB efter 31 minutter. De danske mestre sendte fynboerne hjem fra heden med en lussing på 4-0.

Det skriver Odense24.dk.

OB kan dog stadig spille sig i Europa, hvor klubben er med i slutspillet for top-6, men hvis FC Midtjylland vinder pokalturneringen og holder fast i klubbens position i superligaen, giver fjerdepladsen adgang til kvalifikation til Europa League – en mulighed, som OB-træner Jakob Michelsen nu håber på. Hvis FCM vinder pokalturneringen, bliver det holdet på fjerdepladsen frem for tredjepladsen, der tørner sammen med et hold fra nedrykningsslutspillet i en kamp om kvalifikation til europæisk fodbold.  

”Jeg håber, at FC Midtjylland vinder (pokalfinalen), for så bliver fjerdepladsen i slutspillet lige pludselig sjov,” siger han til BT efter kampen. 

OB hang på i begyndelsen af opgøret mod FCM, indtil Troels Kløve scorede selvmål, som satte hjemmeholdet i gang. Til ærgrelse for odenseanernes træner. 

”I første halvleg var vi godt med, og FCM havde vel ikke en afslutning, men det var heller ikke nødvendigt, for vi scorede for dem. Det var op ad bakke, da vi kom ud til anden halvleg, og Onuachu scorede, og efter 3-0 var ballet forbi, og vi skal bare hjem uden at bruge kræfter,” konstaterede Jan Michelsen over for reporteren fra BT. 

I aftenens anden semifinale i Sydbank-pokalen tager Brøndby imod AaB. Finalen spilles som altid i Parken Kristihimmelfartsdag, den 17 maj. Sidste år var det Brøndby, der løb med titlen i finalen med en 3-1-sejr over Silkeborg.