Angiveligt er der tvivl om Barcelona-profilens fremtid, og et skifte til Premier League kan potentielt ligge i kortene.

Arsenal kan potentielt blive destinationen for Memphis Depay til sommer. Den engelske storklub har angiveligt et ønske om at hente Barcelona-angriberen til sommer, skriver mediet Superdeporte.

De har desuden ikke blot ladet det blive ved interessen. Den London-baserede klub har nemlig allerede rettet henvendelse til Barcelona, for at forhøre sig om mulighederne for at hente den 28-årige angriber.

Såfremt den hollandske angriber selv er interesseret i et skifte til Arsenal, kan han derfor vende retur til Premier League, når denne sæson er overstået.

Memphis Depay har en fortid i Premier League, hvor han har spillet for Manchester United. Her fik han dog aldrig den store succes, men alligevel er flere engelske klubber interesserede i at hente ham til sommer.

Ifølge Superdeporte er der nemlig ikke blot interesse fra Arsenal, men også fra både Everton og Newcastle. Det lyder desuden, at begge disse klubber også har rettet henvendelse til Barcelona for at forhøre sig om Memphis.

Den hollandske angriber har i denne sæson været hårdt ramt af skader, og tidligere i dag blev det meldt ud af Barcelona, at han igen er blevet ramt af en skade. Denne gang er det en forstrækning i det ene lår.