Albin Ekdal mener, at kvindefodbolden tjener som eksempel på, hvordan der bør være plads til homoseksuelle spillere i herrefodbold. 

Sampdorias 30-årige svensker Albin Ekdal mener, at der stadig er alt for meget homofobi i fodboldverdenen, men det for nyligt overståede VM for kvinder bør være en rettesnor, siger han. I finalen var der en række spillere, som er åbne omkring at være homoseksuelle. 

”Det er min, din og alle andres opgave at sikre, at man ikke behøver at være modig for at springe ud. Det burde være simpelt og sjovt at fortælle andre, at man er forelsket. Jeg kan ikke gøre mere end at byde alle velkommen i fodboldverdenen,” siger midtbanespilleren til Aftonbladet ifølge www.kbh.dk.

”Men hvis vi gør det sammen, til alle kampe og i alle omklædningsrum, så har vi snart ikke det problem længere. Det burde være åbentlyst, at homoseksuelle spillere, skal kunne være åbne om, hvem de er. Men der er stort set ingen homoseksuelle, der er stået frem i fodbolden, så vi har et problem,” pointerer svenskeren.

Albin Ekdal mener desuden, at det er synd, hvis talentfulde spillere, der er homoseksuelle fravælger sporten på grund af diskrimination. I hans hjemland er problemet med homofobi i fodbold også fremtrædende, konstaterer han. 

”De fleste opfører sig ordentligt, men homofobien er der. Ord som ’faggot’ eksisterer, og det tror jeg stadig, det gør i omklædningsrum. Hvis jeg var homoseksuel og hørte den slags, vil det være sværere at springe ud.”

Sampdoriaspilleren mener, at homoseksulle fodboldspillere burde kunne være en del af sporten uden at bekymre sig om diskrimination af nogen art. 

”Det er ethvert menneskes ret at være tiltrukket af dem, de vil. Jeg håber virkelig, at tingene ændrer sig til det bedre, hvad dette angår. Enten er der mange homoseksuelle fodboldspillere, som bare ikke vil stå frem, eller også har de droppet fodbolden. Begge dele er slemt. Jeg håber, vi vil se en dominoeffekt, hvor én står frem og så følger flere efter, og det bliver helt normalt inden for et par år. Det er mit håb,” siger Albin Ekdal til Aftonbladet.