Inters nyindkøbte midtbanespiller Stefano Sensi mener, at han traf det rette valg, da han sagde nej til et skifte til lokalrivalerne fra Milan og mener, at han kan blive Inters Xavi.
Inter købte for nylig den italienske midtbanespiller Stefano Sensi i Sassuolo – i første omgang på lån, men med en obligatorisk aftale om et køb, når den nye sæson er forbi. Og den 23-årige landsholdsspiller siger i et interview med avisen La Gazetta dello Sport, at han glæder sig til at komme i gang med at spille for Antonie Contes mandskab.
”Det er, som jeg havde forestillet mig. Jeg er begyndt på et nyt liv, men det er som om, jeg hele tiden har været her,” siger han til den lyserøde sportsavis og fortæller, at han i sit spil føler sig inspireret af den nu forhenværende Barcelona-kreatør Xavi Hernandez.
”Han er som familie for mig. Jeg er vokset op med at se ham spille kampe, og jeg har taget ting til mig fra ham. Der er noget af hans type fodbold i mit spil. Jeg har altid været fan af Barcelona, og jeg håber, at vi møder dem i Champions League.”
Stefano Sensi mener, at ankomsten af Antonie Conte som ny træner, kan bringe klubben op på et højere niveau end i de seneste sæsoner.
”Jeg tror, at der har manglet en vindermentalitet, og i den forstand kan Conte være vendepunktet. Jeg mener, at Inter har alt, hvad der skal til for at komme i gang med at vinde igen i denne sæson,” siger han til avisen, hvor han også forholder sig til den realitet, at Inters lokalrivaler fra AC Milan også har været interesseret i at tilknytte ham.
”Jeg tror, at jeg har truffet det bedste valg ved at komme her, og de første par dage har allerede bekræftet det.”